MIN TERAPEUTISKE TILGANG
Jeg arbejder ud fra en undersøgende og bred tilgang med et kropsterapeutisk udgangspunkt.
I et samtaleforløb er mit overordnede fokus, at du vil kunne finde mere balance og klarhed i dit liv, så du kan gå den vej, der er bedst for dig. At du gennem forløbet vil kunne mærke bevægelse og bedring i de tilstande eller problematikker, som udfordrer dig.
Sammen undersøger vi de oplevelser og udfordringer, som du har med dig, og vi arbejder undervejs med det, der kommer fra kroppen. Vi ser på sammenhænge og eventuelle fastlåste mønstre og roller i dit liv, og vi forsøger sammen at skabe forståelse for det, der fylder. Vi breder muligheder ud og finder sammen nye måder, du kan forsøge dig med og øve dig på.
Jeg afklarer, sammen med dig, om du finder kemi og tillid i relationen, samt om du mærker den rette støtte og udvikling. Vi taler løbende om samarbejdet og vurderer sammen, hvornår du føler dig klar til at afslutte.
RELATIONEN OG KONTAKTEN ER MIN PASSION
Jeg arbejder altid med at skabe kontakt og udvikling i en tryg, tillidsfuld og fordomsfri relation.
Jeg møder dig med respekt og medmenneskelighed.
Jeg aflæser og fornemmer dig. Jeg ser dine potentialer, og det jeg mærker og ser, bringer jeg i spil.
Det er min erfaring, at et menneske kan skabe en positiv bevægelse i sin indre tilstand og finde en bedre balance. Dette gennem en anerkendende, spejlende og kontaktfuld relation med andre. Samt i et vedvarende, kærligt og tålmodigt arbejde med sig selv.
KROPSORIENTERET TERAPI
At arbejde med kroppen og nervesystemet ind i samtaleterapi kan være med til at forankre forståelse, bearbejdning og udvikling, samt give mere ro. Du får det fysiske og sansemæssige i spil, og på denne måde skabes fornemmelse og bevægelse indefra. Kort sagt - du vil kunne lære at lytte bedre til det indeni og regulere din indre tilstand.
Jeg tror på det hele menneske, hvor krop og psyke hænger nøje sammen og påvirker hinanden. Jeg ser hele dig, og søger en helhedsorienteret forståelse for det der fylder. Udfordringer og tilstande er ofte en sund reaktion fra kroppen, på noget som har været - eller er usundt.
Mange lever med gamle oplevelser og traumer, der fylder i krop og psyke og påvirker ind i nuet. Eksempelvis: et påvirket nervesystem, skamtilstande, kropslige blokeringer, pres, uro, spændinger, “noget der er lidt væk”, “noget der er stivnet”. Det påvirker ens reaktioner, handlinger, energi, livskvalitet og kontakten til en selv og ens omverden. Det er ikke alt vi husker og er bevidste om, men kroppen husker for os.
Når vi arbejder med kroppen i terapi, kan du få krop og psyke til at arbejde bedre sammen. Dette betyder, at du i dit indre kan lære at mærke bedre efter og genkende kropslige og ordløse sansninger. For eksempel når du “bliver vækket i noget gammelt”, begrænses af skamfuldhed, holder dig tilbage eller ikke mærker dine grænser, mister kontakt til dig selv, underkender dig selv, går over i andre, gentager uhensigtsmæssige mønstre og meget andet. Ved hjælp af den kropsorienterede terapi vil du kunne begynde at forstå dine sansninger og sætte ord på dem. Efterfølgende kan du øve dig i at regulere indre tilstande, så du ikke på samme måde lader dig påvirke, og så du bedre kan navigere i det, der er godt og skidt for dig.
Overordnet er hensigten at skabe større indsigt, erkendelse og egenomsorg, så du kan føle dig mere fri og OK - lige som du er - og med det der er.
Min kropsorienterede terapi er, som udgangspunkt, ikke fysisk berøring og massage men mere en opmærksomhed på åndedræt, følelser og sansninger i kroppen undervejs i samtalen. Det kan også være i form af vejrtrækningsøvelser eller andre guidede øvelser og visualiseringer, der kan give mening i forhold til det, du kommer med.
Hvis vi arbejder med fysisk kontakt, kan det være at jeg holder på bestemte steder af din krop, som vi har afstemt, og som jeg undersøger med dig, om vil kunne bevæge eller regulere noget i dig.
Jeg præsenterer dig for de muligheder, som jeg ser og mærker undervejs, og hermed kan du føle dig tryg og mødt i dit eget tempo.
Det er min erfaring, at min terapeutiske tilgang skaber en form for hjælp til selvhjælp. At min arbejdsmetode kan give dig indsigt, mod og energi til den forandring, som du kan have fokus på imellem vores samtaler.
MIT TEORETISKE UDGANGSPUNKT
Jeg arbejder eklektisk. Det vil sige, ud fra de forskellige terapeutiske tilgange, som jeg er uddannet i og som jeg undervejs bringer i spil.
Mit teoretiske udgangspunkt er overordnet humanistisk. Jeg ser på det hele menneske, og møder dig i dit synspunkt og din egen oplevelse af din adfærd. Jeg vurderer, definerer og generaliserer helst ikke. Jeg støtter op om dine positive træk, samt din evne til at mærke dine instinkter og fornemmelser, så du så vidt muligt selv finder vej og svar.
Mit fundament hviler endvidere på et eksistentielt menneskesyn. Dette vil sige, at jeg antager, at vi som mennesker lever under ligeværdige vilkår: at vi skal dø, friheden til vælge, at finde meningen i livet, og at vi som individer er adskilt fra andre. En adskillelse, der for mange føles som ensomhed og derfor bliver en naturlig drivkraft mod samhørighed med andre. Disse temaer kan igennem livet skabe udfordringer og svære følelser for de fleste mennesker.
Jeg læner mig også ind i den psykodynamiske tænkning. Her er udgangspunktet overvejende at forstå menneskets psykiske problemer som en reaktion på de ubearbejdede følelser, der ofte opstår ubevidst i relationen til andre mennesker. Følelser der ofte er udviklet gennem vores erfaringer med de mennesker, som har haft betydning for os - især i barndommen.
Fokus i terapien er at forstå og forholde sig til sine egne følelser, tanker, reaktioner og forsvarsmekanismer. Disse er ofte grundmekanismer for det, der udfordrer eller påvirker os, og kan være med til at skabe grobund for eksempelvis stress, angst og tristhed, hvis der ikke tages hånd om det.
Jeg arbejder ud fra de centrale begreber i gestaltterapien og forskellige kropsterapeutiske retninger såsom bioenergetik og biologisk neroaffektiv traumeterapi, samt ud fra ACT/kognitiv retning og med inspiration fra De Tre Principper.
MIT MÅL - DIT FORLØB
Det er mit mål at tilskynde dig til at se indad samt at forholde dig til din nuværende situation. At du gennem indsigt og accept kan skabe mod til forandring og konkrete resultater. Således at dit liv bliver nemmere og mere meningsfyldt på den lange bane.
Som terapeut lægger jeg stor vægt på at arbejde anerkendende, i dit tempo og med respekt for dine grænser. Gennem tillid og nærvær skabes det rum, der kan føre til dine forandringer. Jeg har en solid ballast til at møde dig fordomsfrit og parathed til at forstå dine psykiske og kropslige processer. Jeg er opmærksom på, hvad der udfolder sig i terapien, og hvad du ønsker at arbejde med.
Du kan også læse om psykoterapi på www.psykoterapeutforeningen.dk